Smartlog v3 » Jacob M. Bøtter
Opret egen blog | Næste blog »

Jacob M. Bøtter

Blogging om blogging

Bloggen genopstår

9. Jul 2007 17:53, jakeCaptive

Efter et års pause, genopstår bloggen nu igen. Denne gang på engelsk, og i en lidt anden indpakning. Der er også sket meget siden sidst.

Ses vi? Det hele sker nu på heutedenkenmorgenfertig.com

  

Bloggen er død, længe leve bloggen!

17. Apr 2006 17:49, jakeCaptive

Godt halvandet år har denne adresse været mit hjem, stedet jeg henviste til når folk spurgte hvor jeg egentlig hørte til. Det er nu tid til forandring, det er tid til at prøve noget nyt.

Først og fremmest flytter mine skriblerier om blogging, podcasting, social software og andet i den boldgade over til Connecta. Der vil jeg prøve at formulere mine tanker påny, denne gang i fællesskab med min partner i Connecta, Hans Henrik H. Heming.

Det betyder jo at mit reele omdrejningspunkt for denne blog - blogging - rykker et andet sted hen og jeg må genopfinde mig selv. Det er sundt. Bloggen vil dog blive liggende her til sine dages ende, eller den dag Fyens Stiftstidende slukker for strømmen.

Jeg vil prøve at genopfinde min blog, finde et emne der optager mig, som gør det muligt for mig at blogge igen - under eget navn. Det bliver højest sandsynligt på et andet domæne, men bare rolig - I skal nok få besked!

Indtil da kan jeg kun henvise til Connecta, mit podcast og mine billeder.

Det har været hyggeligt - tak for snakken!

Hvad er en blog egentlig?

16. Mar 2006 05:45, jakeCaptive

Vi har fået spørgsmålet lige siden det begyndte, og vi ved hvorfor. Spørgsmålet til alle der har været bare en smule entusiastiske overfor blogging har evig og altid været "Jamen, hvor er forretningen? Hvordan vil I tjene penge på det?". Spørgsmålet er klart, set i lyset af hvad der skete for omkring seks år siden.

Når jeg er blevet stillet dette spørgsmålet har jeg bare fejet det af vejen med at man ikke bør se på weblogs på den måde, og så alligevel. Svaret har aldrig været krystal-klart, og det har mest af alt irriteret mig selv.

Diskussionen kører stadig, og især i USA. Garrick Van Buren fra The Work Better Weblog har tænkt overfor hvorfor Jason Kottke ikke har valgt at køre en donationsrunde i år. Bloggen er ikke en virksomhed, bloggen er et visitkort - en platform som man bruger som springbræt. I de fleste tilfælde altså. I nogle tilfælde kan bloggen sikkert leve af sig selv, men det er meget sjældent og foregår ofte i blog netværk.

Men Garrick har en pointe. Bloggen, hvertfald den personlige, skal anses som et hvilket som helst andet visitkort hvor man kan blive ringet op i forlængelse af at man nu har givet det ud. Han har også et godt citat fra Scott Karp:

In the 90s, everyone thought a website was a business. It’s not. A business is a business, and e-commerce is just one way to conduct business….So what is a blog? It’s a content management and publishing platform.

Blogging ifølge Kolb?

22. Feb 2006 04:20, jakeCaptive

FDIM afholder den 10. marts et godmorgenmøde sammen med Dansk Kommunikationsforening hvor de vil diskutere blogging og PR. En vis dr. Georg Kolb fra Text100 vil argumentere for at hvis professionelle ignorerer fænomenet vil de få et hug i regnskabet.

Det vil foregå i en paneldebat med Peter Gernild, DR, Lennard Højbjerg, Institut for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet og Line Ho Young Kjær, som den eneste "repræsentant" for blogosfæren. Jeg har dog ikke set Line som ret aktiv blogger, og slet ikke i en virksomhedsorienteret kontekst. Hvorfor sidder Trine-Maria Kristensen ikke i panelet? Og hvorfor er blogosfæren ikke inviteret?

Om ikke andet har jeg tænkt mig at møde op alligevel, og vil opfordre andre til at gøre det samme. Skræmmer prisen på 250 kr. dig, så sig til - er ret sikker på at vi kan finde en rabat, eller måske skulle vi betale billetten for en gruppe for at få gang i debatten? Kom selv med indspark og ideer.

Bemærk venligst at jeg intet personligt mener med ovenstående, Line er sikkert en perfekt person til et sådan panel (jeg anerkender blankt at jeg ikke kender hende spor godt), jeg mener blot at man godt kunne have suppleret med erfarne professionelle der beskæftiger sig med blogging og PR i Danmark. Her mener jeg bestemt Trine-Maria er oplagt.

Overflod og forkøelse

20. Feb 2006 07:20, jakeCaptive

Jeg ligger syg, og ville håbe jeg kunne betale nogen for at gennemlæse og referere de 1298 ulæste emner i min RSS læser.

Noget har jeg dog opfattet fra RSS-læseren, jeg læser netop nu dette indlæg. Måske drager jeg nogle kloge konklusioner når jeg er ovenpå igen, men jeg kan da trøste mig ved at det halve København er i samme (sygdoms)situation som jeg.

Magasiner og blogosfæren

13. Feb 2006 15:14, jakeCaptive

Vi har på det seneste set et af de etablerede medier, nærmere betegnet gratisavisen Urban, involvere sig i blogosfæren. Det har indtil nu ikke gjort større indtryk på mig, men det er glædeligt at se dem lytte så intensivt som de gør. Mere om det en anden gang, når jeg har mere tid til at fordybe mig i det.

I mit daglige arbejde har vi flere gange talt om, og med, diverse magasiner (og andre specialiserede print medier) omkring blogosfæren og i nogle tilfælde hvordan de kunne involvere sig i den. Der har dog ikke været andet end citater og små udtalelser at dokumentere effekterne af denne inddragelse med, men det har to herrer ved navn Paul Conley og Hershel Sarbin nu gjort noget ved og skabt en blog kun om magasiner og weblogs. Ganske spændende initiativ, som jeg vil følge på tæt hold. De siger selv om deres blog:

Magazine Enterprise 360 is, essentially, a conversation in which we bring top executives and professionals in magazine enterprises to a rich dialogue on critical issues, trends and happenings that shape our business strategies and actions every day.

Via: blogging.wurk.net

Hvem sagde videoblogging ikke kunne betale sig?

11. Feb 2006 09:22, jakeCaptive

Til dem som har undret sig over indtjeningsmodellen for alle disse nye medier, bedes de venligst kigge denne vej. Min yndlings videoblog Rocketboom har netop solgt deres første reklamespot for 40.000 US Dollars, ganske godt gået. Og så endda på eBay.

Den dag nogen byder 250.000 kr. for et reklamespot i mit podcast, så gi'r jeg en omgang til alle læsere og lyttere!

Når mor har ordet

11. Feb 2006 09:12, jakeCaptive

Vi bevæger os et skridt nærmere (for)brugerinddragelse for hver dag der går, der sker spændende ting, og det har bestemt en betydning for blogosfærens udvikling. Specielt i kommercielt øjemed.

Den amerikanske gigant Procter & Gamble har fornyligt lanceret et nyt brand, Vocalpoint (lå tidligere hos et lignende netværk Tremor, under navnet Tremor Moms). Målet med den nye afdeling er at inddrage mødre som har en holdning om de produkter de bruger og høre på hvad de har at sige. De bliver tilsendt vareprøver og meget andet.

Ganske spændende initiativ, som med det samme ringer en klokke i mine ører: Hvor er Arla? Var det egentlig ikke en ide til inddragelse af alle (os) kritiske Arla-forbrugere som i lange tider nu har sværget til Øllingegaard?

Men hvad ved jeg, jeg er jo bare en simpel forbruger af mælk.

Status

7. Feb 2006 12:48, jakeCaptive

Det var meningen at jeg skulle have gjort dette omkring nytår, men først nu har jeg haft tid til at sætte mig ned og tælle.

Det handler om at dele. Folk påstår at jeg er god til det, og derfor har jeg måtte lave lidt selvransagelse og finde ud af hvor god.

Jeg har delt mine tanker med verden i 300 indlæg på en række weblogs. Det drejer sig om denne, CPH127, Cupertino og netSummary.

Jeg har givet 566 indblik i min hverdag igennem mine billeder på Flickr, der egentlig kan anses som min personlige blog.

Jeg gjorde i midten af 2005 mine første erfaringer med videoblogging, hvor jeg lavede 15 interviews fra INDEX: konferencen på CPH127. Det er bestemt noget jeg skal prøve igen.

Jeg har langt om længe fået gang i mit eget podcast, og har nu sendt syv podcasts ud til verden. Det har betydet at jeg har delt 2 timer og 17 minutters samtaler med omverdenen.

Og så er der alle de blogindlæg fra gamle blogs som jeg har slettet, så denne status er ikke helt retvisende. Den er dog også mest ment som en status overfor mig selv så det er muligt at sætte nye mål for 2006.

Urban vil tilbyde brugerne at oprette blogs

7. Feb 2006 04:33, jakeCaptive

Urban løftede i dag sløret for deres nye webstrategi, som blandt andre ting også indeholder en plan om at tilbyde deres brugere at oprette blogs. Som ansvarshavende chefredaktør Dorthe Carlsen selv siger det i pressemeddelsen:

”Formålet med det nye website er at komme i en meget tættere dialog med vores læsere. Men vi vil ikke kun i dialog med læserne på nettet. Vi vil have læserne til at være med til at præge avisen i form af fx afstemninger, læserbreve, konkurrencer og historier om deres liv” [...] ”Vi vil, som den første avis herhjemme tilbyde læserne at oprette deres egne Web-logs – altså stille plads til rådighed til fortællinger om liv, erfaringer, viden, holdninger, tips, skøre indfald og så videre. Vi vil så, når de rigtige historier er der, også bringe dem i avisen.”

Det bliver unægteligt spændende at se hvad de de får ud af det, ikke mindst fordi deres målgruppe er perfekt, men kendskabet til blogging stadig er meget lavt. Hvis jeg var chefredaktør hos Urban, ville jeg nok have kørt nogle artikler om blogging, startet en blog selv og dernæst åbnet op for brugerne.

Men jeg skal ikke afskrive planerne på forhånd, og vil også gerne høre hvad de selv har at sige, jeg arbejder derfor på at få et interview i hus til mit podcast.

Opdatering: Sidst jeg kiggede var Urban's nye website ikke lanceret, det er det nu. I den sammenhæng har jeg for første gang lagt øjne på den nye tjeneste; for mig at se ingen revolution. Det er de samme børnesygdomme som vi altid ser: 1) Urban tror det er et udvidet debatforum, 2) De respektive bloggere har ingen mulighed for at personalisere deres blogs og derved få ejerskab overfor dem og ikke mindst 3) Permalinks er vanvittige.

Revolutionen er derfor midlertidigt aflyst sådan som jeg ser det, der skal langt mere til for at gøre dét til blogs. Men jeg er stadig meget interesseret i at tage snakken med dem, det er jo et skridt på vejen mod det bedre.

Fire ting

30. Jan 2006 15:42, jakeCaptive

Jeg bryder nu al god meme skik, ved selv at starte en uden at være blevet peget på. Jeg tror det er OK, da jeg ikke har set denne køre på dansk, hvis den allerede gør undskylder jeg meget og skyder i stedet skylden på Blogbot's elendige søgefunktion. Jeg har set den forskellige steder, senest Kottke.

Fire jobs jeg har haft:
1. Bydreng, tøjbutik i provinsby
2. DTP'er (=Quark slave)
3. Webdesigner og -udvikler
4. Teknologiterapeut

Fire film jeg kan se igen og igen:
1. Fight Club
2. Godfather (I+II+III)
3. American History X
4. Der Untergang

Fire steder jeg har boet:
1. Næstved
2. København
3. Alt for mange kontorlokaler
4. Zoo

Fire TV programmer jeg elsker:
1. The Office (UK)
2. Casper & Mandrilaftalen
3. 4400
4. Er det tilladt at sige macTV?

Fire steder jeg har været på ferie:
1. Barcelona, Spanien
2. London, UK
3. Riga, Letland
4. Gdansk, Polen

Fire af mine yndlings retter:
1. Risengrød
2. En god bøf (ingen præferencer), med godt tilbehør
3. Alt godt fra Mexico
4. Stegt flæsk med persillesovs (det skulle med!)

Fire sider jeg besøger dagligt:
1. connecta.updatelog.com
2. google.com (zZzz)
3. flickr.com
4. del.icio.us

Fire steder jeg hellere ville være ligenu:
1. I min seng
2. På Apple museum med Andreas
3. I Berlin
4. Langt væk fra alting, i offline-land

Fire bloggere jeg sender dette meme videre til:
1. pollas
2. voss
3. Andreas
4. emme

Mit podcast er i gang

19. Jan 2006 03:33, jakeCaptive

Jeg er blevet gjort opmærksom på at det ikke er gået op for alle mine læsere at mit podcast rent faktisk er gået i gang, og har leveret to podcasts i denne uge til jeres ører.

Det første blev skudt i hjemmet på Nørrebro, den anden i Zoologisk have i går. Jeg vil sætte stor pris på kommentarer, det er en stor hjælp her i starten.

Forhåbentlig kan jeg inden længe præsentere et podcast interview med Information.

Information blogger

16. Jan 2006 06:08, jakeCaptive

Information melder sig på banen blandt de bloggende danske dagblade, med en blog fra, og om, Kina. Jeg synes rent faktisk det ser ganske fornuftigt ud, jeg savner blot et RSS feed for selve bloggen. Måske kunne jeg også tænke mig at se hvem de respektive bloggere rent faktisk er. (Er løst)

Men emnet er spændende, og Kina er om noget andet land fanget i et krydsfelt mellem præ-industrielt diktatur og post-industrielt videnssamfund. Man må da håbe at det går bedre med Information's blog, end det gik for New York Times.

Det er svært at beskrive hvad der sker i Kina med ord, så jeg prøver med et billede:

Piger kysser i Kina

MSN podcaster!

9. Jan 2006 03:13, jakeCaptive

MSN, og dermed på en vis måde Microsoft, tager nu også del i podcasting sfæren. Og det sker i Danmark, danske MSN Advertising laver et såkaldt "Mediacast" om hvad der rør sig indenfor interaktiv markedsføring.

Og de ligger hårdt ud, fra deres egen pressemeddelelse:

"På torsdag den 12. januar kan næste MSN MediaCast opleves - temaet er "3G & potentialet", og Rasmus Wolff, tidligere 3, er ugens gæst. Det faste panel består af vært Henrik Busch og Christian Strand, begge IUM, samt Kasper Tøstesen fra MSN Danmark. I løbet af foråret vil emner som "Det digitale tv-forbrug", "Xbox 360" og "Danish Internet Awards" være på programmet."

Jeg har ikke lige nået at se nærmere på det, men hvad er jeres dom?

Skal vi deles om en server?

6. Jan 2006 05:34, jakeCaptive

Jeg er blevet træt af danske hosting udbydere, de laver både falsk markedsføring (der findes jo ikke fri trafik i den virkelige verden) og dårlig support.

I dag faldt jeg over løsningen som alle har ledt efter: En AMD Opteron 148 processor, 3GB ram, 2x200GB mirrored SCSI og 6TB månedlig trafik for kun 79 euro pr. måned. Men det er ikke engang det bedste, efter to år sender de serveren til dig.

Det sker i Tyskland hos Server4you, så jeg skal have pudset mit skoletysk en smule, men det går nok.

Jeg tænkte vi kunne være 3-4 stykker der deltes om serveren, og dermed endte med at betale omkring 150-200 kr. om måneden. Hvem er frisk? (Ide: Vi kunne jo strukturere det som en slags andelsforening og modregne salg af hardware om to år. Så ender det med at blive 50-75 kr. om måneden)

In English: (Thanks Olle!) Got tired of Danish hosting: false marketing (free traffic does not exist in The Real World), and lousy support.

Today, I fell over the solution everyone's been looking for: An AMD Opteron 148 processor, 3GB of RAM, 2x200GB mirrored SCSI drives, 6000GB monthly traffic, for 79 euro per month. But that ain't even half of it: after 2 years, they send you the server.

It happens in Germany, at Server4you.

I'm brushing up my school German a bit, but it'll work.

I'm thinking of getting a group of 3-4 people sharing one of those servers, and landing on around 150-200 DKK per month. Who's in?

(150 Danish kroner = 24.28125 U.S. dollars, 200 Danish kroner = 32.37500 U.S. dollars)

Tags

Relaterede