16. Mar 2006 05:45, jakeCaptive
Vi har fået spørgsmålet lige siden det begyndte, og vi ved hvorfor. Spørgsmålet til alle der har været bare en smule entusiastiske overfor blogging har evig og altid været "Jamen, hvor er forretningen? Hvordan vil I tjene penge på det?". Spørgsmålet er klart, set i lyset af hvad der skete for omkring seks år siden.
Når jeg er blevet stillet dette spørgsmålet har jeg bare fejet det af vejen med at man ikke bør se på weblogs på den måde, og så alligevel. Svaret har aldrig været krystal-klart, og det har mest af alt irriteret mig selv.
Diskussionen kører stadig, og især i USA. Garrick Van Buren fra The Work Better Weblog har tænkt overfor hvorfor Jason Kottke ikke har valgt at køre en donationsrunde i år. Bloggen er ikke en virksomhed, bloggen er et visitkort - en platform som man bruger som springbræt. I de fleste tilfælde altså. I nogle tilfælde kan bloggen sikkert leve af sig selv, men det er meget sjældent og foregår ofte i blog netværk.
Men Garrick har en pointe. Bloggen, hvertfald den personlige, skal anses som et hvilket som helst andet visitkort hvor man kan blive ringet op i forlængelse af at man nu har givet det ud. Han har også et godt citat fra Scott Karp:
In the 90s, everyone thought a website was a business. It’s not. A business is a business, and e-commerce is just one way to conduct business….So what is a blog? It’s a content management and publishing platform.
avistid, blog, blogging, blogs, blogtid, virksomheder, visitkort, weblog, weblogs
|
kommentarer (40)
22. Feb 2006 04:20, jakeCaptive
FDIM afholder den 10. marts et godmorgenmøde sammen med Dansk Kommunikationsforening hvor de vil diskutere blogging og PR. En vis dr. Georg Kolb fra Text100 vil argumentere for at hvis professionelle ignorerer fænomenet vil de få et hug i regnskabet.
Det vil foregå i en paneldebat med Peter Gernild, DR, Lennard Højbjerg, Institut for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet og Line Ho Young Kjær, som den eneste "repræsentant" for blogosfæren. Jeg har dog ikke set Line som ret aktiv blogger, og slet ikke i en virksomhedsorienteret kontekst. Hvorfor sidder Trine-Maria Kristensen ikke i panelet? Og hvorfor er blogosfæren ikke inviteret?
Om ikke andet har jeg tænkt mig at møde op alligevel, og vil opfordre andre til at gøre det samme. Skræmmer prisen på 250 kr. dig, så sig til - er ret sikker på at vi kan finde en rabat, eller måske skulle vi betale billetten for en gruppe for at få gang i debatten? Kom selv med indspark og ideer.
Bemærk venligst at jeg intet personligt mener med ovenstående, Line er sikkert en perfekt person til et sådan panel (jeg anerkender blankt at jeg ikke kender hende spor godt), jeg mener blot at man godt kunne have suppleret med erfarne professionelle der beskæftiger sig med blogging og PR i Danmark. Her mener jeg bestemt Trine-Maria er oplagt.
arrangement, blogging, event, fdim
|
kommentarer (39)
13. Feb 2006 15:14, jakeCaptive
Vi har på det seneste set et af de etablerede medier, nærmere betegnet gratisavisen Urban, involvere sig i blogosfæren. Det har indtil nu ikke gjort større indtryk på mig, men det er glædeligt at se dem lytte så intensivt som de gør. Mere om det en anden gang, når jeg har mere tid til at fordybe mig i det.
I mit daglige arbejde har vi flere gange talt om, og med, diverse magasiner (og andre specialiserede print medier) omkring blogosfæren og i nogle tilfælde hvordan de kunne involvere sig i den. Der har dog ikke været andet end citater og små udtalelser at dokumentere effekterne af denne inddragelse med, men det har to herrer ved navn Paul Conley og Hershel Sarbin nu gjort noget ved og skabt en blog kun om magasiner og weblogs. Ganske spændende initiativ, som jeg vil følge på tæt hold. De siger selv om deres blog:
Magazine Enterprise 360 is, essentially, a conversation in which we bring top executives and professionals in magazine enterprises to a rich dialogue on critical issues, trends and happenings that shape our business strategies and actions every day.
Via: blogging.wurk.net
blog, blogging, blogs, blogsphere, forlag, magasin, magasiner, weblog, weblogs
|
kommentarer (11)
7. Feb 2006 12:48, jakeCaptive
Det var meningen at jeg skulle have gjort dette omkring nytår, men først nu har jeg haft tid til at sætte mig ned og tælle.
Det handler om at dele. Folk påstår at jeg er god til det, og derfor har jeg måtte lave lidt selvransagelse og finde ud af hvor god.
Jeg har delt mine tanker med verden i 300 indlæg på en række weblogs. Det drejer sig om denne, CPH127, Cupertino og netSummary.
Jeg har givet 566 indblik i min hverdag igennem mine billeder på Flickr, der egentlig kan anses som min personlige blog.
Jeg gjorde i midten af 2005 mine første erfaringer med videoblogging, hvor jeg lavede 15 interviews fra INDEX: konferencen på CPH127. Det er bestemt noget jeg skal prøve igen.
Jeg har langt om længe fået gang i mit eget podcast, og har nu sendt syv podcasts ud til verden. Det har betydet at jeg har delt 2 timer og 17 minutters samtaler med omverdenen.
Og så er der alle de blogindlæg fra gamle blogs som jeg har slettet, så denne status er ikke helt retvisende. Den er dog også mest ment som en status overfor mig selv så det er muligt at sætte nye mål for 2006.
blogging, podcasting, selvransagelse, status, videoblogging
|
kommentarer (3)
7. Feb 2006 04:33, jakeCaptive
Urban løftede i dag sløret for deres nye webstrategi, som blandt andre ting også indeholder en plan om at tilbyde deres brugere at oprette blogs. Som ansvarshavende chefredaktør Dorthe Carlsen selv siger det i pressemeddelsen:
”Formålet med det nye website er at komme i en meget tættere dialog med vores læsere. Men vi vil ikke kun i dialog med læserne på nettet. Vi vil have læserne til at være med til at præge avisen i form af fx afstemninger, læserbreve, konkurrencer og historier om deres liv” [...] ”Vi vil, som den første avis herhjemme tilbyde læserne at oprette deres egne Web-logs – altså stille plads til rådighed til fortællinger om liv, erfaringer, viden, holdninger, tips, skøre indfald og så videre. Vi vil så, når de rigtige historier er der, også bringe dem i avisen.”
Det bliver unægteligt spændende at se hvad de de får ud af det, ikke mindst fordi deres målgruppe er perfekt, men kendskabet til blogging stadig er meget lavt. Hvis jeg var chefredaktør hos Urban, ville jeg nok have kørt nogle artikler om blogging, startet en blog selv og dernæst åbnet op for brugerne.
Men jeg skal ikke afskrive planerne på forhånd, og vil også gerne høre hvad de selv har at sige, jeg arbejder derfor på at få et interview i hus til mit podcast.
Opdatering: Sidst jeg kiggede var Urban's nye website ikke lanceret, det er det nu. I den sammenhæng har jeg for første gang lagt øjne på den nye tjeneste; for mig at se ingen revolution. Det er de samme børnesygdomme som vi altid ser: 1) Urban tror det er et udvidet debatforum, 2) De respektive bloggere har ingen mulighed for at personalisere deres blogs og derved få ejerskab overfor dem og ikke mindst 3) Permalinks er vanvittige.
Revolutionen er derfor midlertidigt aflyst sådan som jeg ser det, der skal langt mere til for at gøre dét til blogs. Men jeg er stadig meget interesseret i at tage snakken med dem, det er jo et skridt på vejen mod det bedre.
avis, aviser, avistid, blogging, blogs, blogtid, medie, medier, urban, weblogs
|
kommentarer (19)
16. Jan 2006 06:08, jakeCaptive
Information melder sig på banen blandt de bloggende danske dagblade, med en blog fra, og om, Kina. Jeg synes rent faktisk det ser ganske fornuftigt ud, jeg savner blot et RSS feed for selve bloggen. Måske kunne jeg også tænke mig at se hvem de respektive bloggere rent faktisk er. (Er løst)
Men emnet er spændende, og Kina er om noget andet land fanget i et krydsfelt mellem præ-industrielt diktatur og post-industrielt videnssamfund. Man må da håbe at det går bedre med Information's blog, end det gik for New York Times.
Det er svært at beskrive hvad der sker i Kina med ord, så jeg prøver med et billede:

avis, aviser, blogging, medie, medier
|
kommentarer (6)
26. Dec 2005 14:31, jakeCaptive
Ved ren og skær tilfældighed faldt jeg her til aften over Wordpress' nye website som foruden et nyt udseende, også indeholder den første stabile udgivelse af Wordpress2. Det er derfor bare om at gå i gang med at installere rundt omkring, tilføj det som nytårsforsæt: Opgrader til Wordpress2 :-)
blogging, nyhed, version, wordpress
|
kommentarer (1)
16. Dec 2005 14:02, jakeCaptive
TypePad er denne gang for alvor i problemer, det kan blive dagen hvor vi ser tilbage på som dagen hvor Six Apart for alvor fik det svært. Jeg har netop talt med Neville Hobson på Skype, og han mener også dette bliver det endelige slag for Six Apart. Det er jo ikke første gang Six Apart træder i spinaten, og det kræver noget af mirakel for 6A at vende skuden denne gang.
Neville har blogget om det og der er en voksende bekymring i hele blogosfæren.
Hvad siger I? Er 6A-æraen slut? Hvem tager over herfra? Hvad skete der med deres image som college-love startup? (Og var det derfor Mena var så anspændt i Paris?)
Jeg vil hvertfald overveje nøje hvorvidt jeg ønsker at have noget liggende hos dem længere når indlæg og kommentarer forsvinder.
blogging, forhelvede, typepad
|
kommentarer (4)
16. Dec 2005 13:11, jakeCaptive
Selveste Sir Tim Berners-Lee, opfinderen af WWW, har nu en blog.
Og det er stopper ikke der, den kører Drupal (Hep, Langemark!) og er licenseret med Creative Commons. Det bliver ikke meget bedre, gør det?
Lige pt. giver Langemark.com en fejl med Drupal, det er selvfølgelig ikke den bedste reklame, men jeg vil lade Gunnar forklare hvis han har lyst i kommentarerne. (Fejlen: Fatal error: Call to undefined function: drupal_goto() in /home2/www/langemark/modules/i18n/i18n.module on line 33)
bernerslee, blogging, w3c
|
kommentarer (1)
5. Dec 2005 04:44, jakeCaptive
Ved en ren tilfældighed har jeg i dag opdaget at Euroinvestor tilbyder deres brugere at oprette blogs hvor de kan komme med deres egne analyser af aktier og lignende. Det er et spændende initiativ, som for alvor sætter gang i diskussionen om hvordan medierne skal involvere sig i blogosfæren.
Umiddelbart er jeg ikke den store aktie spekulant, så har svært ved at vurdere værdien, men hvad siger I?
blogging, euroinvestor
|
kommentarer (1)
1. Dec 2005 12:04, jakeCaptive
Jeg har netop afleveret en 42-siders rapport om blogging til en dansk medievirksomhed.
En pointe jeg ærgrer mig over at jeg ikke fik med er gået op for mig efter en samtale i dag med Fredrik Wackå. Weblogs bliver, ligesom rødvin og kvinder, af uransaglige årsager bedre med alderen. Det har, i webloggens tilfælde, helt sikkert noget med stemmens udvikling at gøre. Mere om det en anden gang, det var lige et brain-dump.
alder, blogging
|
kommentarer (3)
21. Nov 2005 06:57, jakeCaptive
Til min store overraskelse har jeg i dag fundet ud af at Forsvaret blogger.
Målet er så vidt jeg kan se at rapportere fra brandpunkter, som Irak og Afghanistan, hvilket er spændende nok. De har nok læst om warblogging i Euroman :-)
Der mangler dog et par ting, før det er noget jeg vil følge fast med i..
1) Hvor er RSS? Hvordan kan man lancere en blog i dag uden RSS? Lad dog brugerne abonnere på jeres indhold så de ikke hele tiden skal tage turen ind på jeres site.
2) Overskrifter i kommentarer er åbentbart blevet haute couture når de store blogger, både Arla og nu Forsvaret gør det. Jeg ved dog sjældent hvad jeg skal skrive i denne overskrift, så mit råd ville være at fjerne den. Den hjælper ikke til overblikket hvilket sikkert var intentionen.
3) Lad mig se indlæget jeg kommenterer på! Når man vælger at springe til at se kommentarer eller selv skrive en, fjernes det oprindelige indlæg fra ens åsyn. Det er ikke smart for os med korttids hukommelse ;-)
4) Hvem er Knud Mortensen? Alle indlæg er so far skrevet af Knud Mortensen, seniorsergent og ansat ved Forsvarets Mediecenter. Men hvem er han? Hvad med en profil, et billede, lidt mere guf? Vi snakker om at gøre Forsvaret personligt, så få det ikke til at ligne en nyhedsside mere end højest nødvendigt.
5) Permalinks! Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Permalinks er dødsens vigtige for at holde dialogen levende. Det kan virke som en simpel ting, og det er det også, men det er hvad der skaber 90% af al trafik på min weblog; indlæg som ikke kan ses på forsiden.
Tag mig ikke som en sur mand der brokker sig, jeg synes det er et fremragende initiativ, men det kan blive bedre!
blogging, forsvaret, warblogging
|
kommentarer (7)
10. Nov 2005 13:18, jakeCaptive
Microsoft har tilsyneladende udgivet en række råd om "Børn og blogging". Reglerne for forældrene er egentlige til at overleve, men med retningslinjerne for bloggere knækker kæden for Microsoft.
Lad os prøve første retningslinje: "Fortæl dine børn at de aldrig skal opgive personlige oplysninger, herunder efternavn, kontaktoplysninger, privat adresse, telefonnumre, navnet på deres skole, e-mail-adresse, efternavne på venner eller familie, onlinemeddelelsesnavne, alder eller fødselsdato."
Hvad er der tilbage så? Hvor er det personlige element når man bruger et opdigtet navn, falsk e-mail og et forkert brugernavn til sin fancy Messenger. Tilsyneladende må aldersgennemsnittet på Spaces derfor være noget anerledes end vi går og tror, det lader til at alle brugerne har opdigtet den de har opgivet.
2: "Fortæl dine børn at de aldrig skal offentliggøre provokerende billeder af dem selv eller andre, og at de skal sikre sig, at billeder, som de lægger ud, ikke afslører personlige oplysninger. De skal altid huske også at kigge på billeders baggrund."
Hvad skal børn (med børn forstår jeg 12+, det er måske forkert, men nu er det angivet) så gøre med Flickr? Det er da det eneste jeg ser dem bruge nuværende billeddelingstjenester, såsom Arto.dk, til?
3-4 kan min mainstream hjerne godt forstå, men det giver simpelthen ikke blogosfærisk mening. Men det må man vel forvente af en Microsoft copywriter.
5: "Fortæl dine børn at de skal undlade at forsøge at overgå eller konkurrere med andre bloggere."
Hvad skal de så?
6. "Fortæl dine børn at de skal sørge for at holde en god tone i deres blogs og ikke bruge dem til at bagtale eller angribe nogen."
Hvem ville fortælle sine børn det modsatte? Har det virkelig noget med blogging at gøre eller det ikke bare normal opdragelse? Derudover ender de sikkert alligevel som os andre bloggere som ikke laver andet end ovenstående.
Undskyld min generaliserende tone, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at blogge om deres inkompetente blogging viden.
blogging, brn
|
kommentarer (5)
7. Nov 2005 15:01, jakeCaptive
Nogle af de smarte fra den kreative klasse er startet med at videoblogge, og det må jeg ærligt indrømme at jeg også har en stor trang til. Men mit gadget-budget er sprængt for resten af året, så jeg må vente med at købe et kamera.
Indtil da vil jeg tage første skridt mod videobloggen og har dermed startet en videolinkblog. Altså en videoblog som ikke består af mine indlæg, men af klip jeg har fundet på det store Internet.
Tilmeld dig RSS feedet her
Jeg sætter snart noget mere visuelt op som ikke bare er RSS, men tid - oh tid.
Hvad synes I om ideen?
blogging, linkblog, videoblog
|
kommentarer (2)
25. Oct 2005 11:36, jakeCaptive
Så blogger Arla, og det er med ingen andre end Social Square bag roret. Jeg vil først gerne udtrykke min store glæde over at danske virksomheder af denne kaliber omfavner samtalemediet og ser dets muligheder. Jeg synes dog at Arla må mærke at de nu er en del af blogosfæren og derfor være åbne overfor kritik, perfekt bliver man aldrig, men jeg mener bestemt deres tiltag kan blive bedre. Lad os starte fra en ende af.
Snak dansk
Det første jeg faldt over da jeg surfede lidt rundt på deres weblogs, var dette i et indlæg om tandpasta med mælk: "Ja, det er skam sandt nok... Zendium har lavet en tandpasta der indeholder colostrum, altså den mælk koen producerer, de første dage efter kælvingen." Nu er jeg måske gået hen og blevet for københavnsk, men hvad er en kælving? Bør jeg vide det? Bør Arlas kunder, som bare gerne vil være sunde?
Brug fem minutter til at tænke over form
Når man skriver en kommentar på en af Arla's weblogs får man stillet sig den mulighed at skrive en overskrift til kommentaren. Det er mit indtryk at fra de tjenester man bruger overskrifter i kommentarer (se f.eks. 43 Things) går det meget elendigt, da man tror det er en måde at organisere det på. Brug dato som kommentarens unikke kendetegn, og fjern den unødige overskrift-boks.
"Du kan se mit indlæg på 723A6698CE4E9CEFC12570A40044697C"
Arla må forstå at de nu er en del af en samtale, og i en samtale taler mennesker. Pudsigt nok lyder disse samtaler menneskelige og ægte. Det lader også til at Arla har styr på den rent sprogtekniske del af sagen, men hvad er der sket med deres permalinks? Mit gæt er at et voldsomt CMS har fået weblog-modul, men hvorfor ikke gøre adresserne bag lidt pænere?
Hvad er en ulødig kommentar?
Når man poster en kommentar hos Arla, får man denne besked med oven i købet: "Vi glæder os til at modtage din kommentar! Vi beder dig være høflig og seriøs og gør opmærksom på, at dine kommentarer skal overholde lovgivningen. Spam, reklamer og ulødige kommentarer vil blive slettet!".
Tillad mig at foreslå en anden løsning. Først ville jeg skrive teksten om så den passer bedre "Vi er glade for dialogen med vores kunder, men vil gerne opfordre til en seriøs og saglig debat. Finder vi kommentarer som vi mener ikke overholder dansk lovgivning vil de blive slettet, det gælder også for reklamer.". Dernæst synes jeg man kunne linke til en mere præcis kommentar etikette. Der findes gode eksempler online, f.eks. hos White Rose Creations, Code Connection, Signposts og Harvard.
Forresten så lader det til at Arla mener deres egne bloggere overtræder dansk lovgivning i deres kommentarer.
Bækgården
Arla har lanceret en blog kaldet "Bækgården" for at vise en af andelshaverne, en ganske glimrende idé, men jeg fik straks et andet indtryk da jeg besøgte webloggen. Deres første indlæg handler om prisen på mælk, hvilket jeg synes var fantastisk interessant. Men hvad sker der? De ender med at klappe deres direktør på skulderen og naivt lukke øjnene for den øgede konkurrence. Men hvad kunne man forvente? Skulle Inge og Mikael tage et opgør med Arla mens de forpligter sig til at fortælle den gode historie? Bliver den gode historie så ikke til den falske historie?
Mit råd ville være at overveje om ikke Inge og Mikael (og deres læsere) ville have større gavn af en weblog der ikke var så meget Arla, men lidt mere deres egen og lidt mindre imperiets. Så kunne vi få den ægte, sande, historie - jeg nægter simpelthen at tro på at de kan være så naive.
Overordnet indtryk
Som jeg startede med at skrive så er mit overordnede indtryk godt, og det forbliver det også efter dette rant. Men jeg synes alligevel en masse spørgsmål popper op i mit hoved...
- Bør det være Arla der bestemmer hvem der skal skrive og hvad de skal skrive om?
- Burde processen omkring det at åbne op ikke have været mere.. åben? (den er til jer, Social Square - I ka' ta' det)
- Hvis det absolut skal være på Arla.dk, skal det så gemmes væk i "Arlaforum"?
- Skal det hele være Arla, Arla, Arla? Virker den historie ikke falsk?
Det kan måske lyde sådan, men jeg er ikke sur, jeg ønsker blot at give Arla (og Trine-Maria og Thomas) nogle gode råd og vise at vi bloggere faktisk interessere os for hvad der sker. Jeg er forresten helt sikker på at de har givet Arla en spand med Cluetrain Manifesto, men hvad med at give dem et par eksemplarer af All Marketers Are Liars oveni?
arla, blogging, weblog, weblogs
|
kommentarer (12)
22. Oct 2005 04:28, jakeCaptive
Med Anders Pollas' seneste videoblog indlæg er vi for alvor blevet introduceret for videoblogging i den danske blogosfære, jeg har fulgt fænomenet i et længere stykke tid og ser næsten flere videoblogs end normalt licens-betalt TV.
Anders har lavet et kort indlæg i en delebil, med den idé at man kunne besøge bloggere fredag efter arbejde og tage med den hen til et sted i København de holder af, det synes jeg lyder som en fremragende idé. Anders: Du er velkommen til at kigge forbi mig næste fredag inden Blogger Middagen :-)
blogging, videoblog, videoblogging, vlog, vlogging
|
kommentarer (0)
21. Oct 2005 15:25, jakeCaptive
Da Weblogs Inc. blev købt af AOL for ca. 25 millioner dollars begyndte folk at spekulere i hvordan prisen var blevet gjort op. Tristan Louis gjorde det meget alvorligt og begyndte at regne på hvor meget et indgående link (fra en anden blog eller website) var værd. Dane Carlson fra Business Opportunities Weblog har lavet et værktøj der kan udregne hvor meget din blog er værd.
Det viser sig at min blog er over 50.000 kr. værd, hvad er din blog værd?
Opdatering: Jeg har snakket med Dane Carlson og han vil gerne opfordre alle til at sende deres Technorati API nøgler til ham så værktøjet kan leve videre gratis, er du bruger af Technorati kan du finde din nøgle i Developer-sektionen. Du kan også prøve Blogshares som er et lidt anerledes system. Hos Blogshares er CPH127 (en af mine andre blogs) f.eks. over 2 millioner dollars værd!
blogging, salg, weblogsinc
|
kommentarer (7)
29. Sep 2005 11:16, jakeCaptive
Jeg har adskillige gange fået brutale fejlmeddelelser fra TypePad hele dagen igennem, og toppen blevet nået her til aften da jeg fik en mail om at de havde svaret på min undrende mail om hvad der skete. Jeg kunne dog ikke få lov til at se deres svar da jeg fik et meget mærkeligt skærmbillede da jeg klikkede på linket i deres mail for at se mailen.
Skal vi sende 37signals' første bog over til Mena og Ben?
blogging, typepad
|
kommentarer (3)
21. Sep 2005 12:53, jakeCaptive
Så kom dagen vi har ventet på, det mest dominerende på Microsoft.com er nu en reklame om blogging. Men hvad gør vi?

blogging, microsoft
|
kommentarer (6)
2. Jul 2005 11:40, jakeCaptive
Jeg sidder og arbejder med et projekt hvor jeg har brug for at identificere nogle danske blogger arketyper eller personas med andre ord. Jeg har fundet Jon Garfunkels "Blogger Archetypes" men kunne godt tænke mig noget der havde lidt mere konkret og ikke så flyvsk. Kunne generelt bare godt tænke mig lidt mere kød :-)
Er der nogle af jer der kender til nogle oversigter over personas/arketyper for bloggere? Måske i en wiki et sted? Måske man skulle starte en wiki og arbejde med den danske blogsfære om at lave dem?
Hvad siger I?
arketyper, bloggere, blogging, blogosphere, personas
|
kommentarer (6)
7. Apr 2005 08:12, jakeCaptive
I dag gik Messenger 7 endelig ud af beta. Jeg har brugt beta'en i en måneds tid og var faktisk positivt overrasket over den. Udover at have en masse fancy features der minder om flash, så er brugerfladen faktisk langt mere gennemarbejdet end i forgængeren. Det skal dog lige siges at jeg kun har brugt denne når jeg har siddet ved min Windows maskine, og det er faktisk sjældent det sker.
Først har jeg et par indtryk af den nye Messenger:
- Man kan få sig et dynamisk displaybillede (en Flash figur som hopper rundt, koster 20 kr. pr stk.)
- Det er nu muligt at se skrive en lille tekst ud for ens navn eller få Messenger til at finde ud af hvad du lytter til af musik og vise det. Ganske nifty - ville være langt mere nifty hvis jeg som bruger kunne vælge at jeg ikke gad se på hvad dem på min liste laver.
- Ligesom i beta'en så er Spaces bygget helt ind i den, det samme er MSN Search. Google <-> Microsoft krigen gløder mere og mere.
- Man kan nu sende såkaldte "vink" der praktisk talt bare gør at vinduet ryster. For nogle er det sikkert irriterende, men for mig og Morten gør det at vi kan holde virtuelle slagsmål - fantastisk!
- Derudover kan der sendes "blink", som er små flashfilm, f.eks. en knægt på rulleskøjter der kører henover din skærm. Tror godt den kan blive meget belastende med tiden.
- En fotodelingsfunktion jeg endnu ikke har kunnet se formålet med
- Skype-konkurrence med en forbedring af lyden i lydsamtaler
Jeg har ikke kigget så meget på Spaces, men i første omgang har jeg lagt mærke til følgende:
- Der er trackback mulighed (har der altid været det?)
- Udseendet begynder at ligne Messenger mere og mere.
- Jeg undrer mig lidt over deres nye pay-off "nem til deling af fotos, musik og meget mere" - så nu går MS ind i kampen om p2p software? Lyder underligt at høre Microsoft opfordre til at dele musik og meget mere. Jeg ved godt at MSN mener at man kan dele sine playlists, men det lyder stadig forkert i mine ører.
- Derudover skriver MSN i pressemeddelelsen at Spaces nu har 4,5 millioner medlemmer - det lyder overdrevent?
Hvad siger I? Godt eller skidt?
blogging
|
kommentarer (33)
18. Feb 2005 18:10, jakeCaptive
Henrik Føhns var her til aften (fredag) på Deadline for at tale om weblogs. Det blev til en udemærket redegørelse over hvor weblogs er nu, og hvor vi bevæger os hen. Studieværten, Jacob Rosenkrands, virkede dog lidt undrede overfor det hele og havde ikke helt forstået ideen. Men andet kunne man vel ikke have forventet sig.
Det eneste der rigtig fik mig op af stolen var DRs måde at voldtage udtryk fra blogosfæren på. For eksempel kaldes indehaveren af en weblog for en "blogvært". Jeg kunne forstå hvis det var for at gøre det nemmere for den almindelige Deadline-seer at gennemskue det hele, men ordet blogvært forvirrer langt mere end det gavner. Hvad med bare at skrive forfatter, skribent, indehaver af blog eller lign.?
blogging
|
kommentarer (3)
18. Jan 2005 00:50, jakeCaptive
Ikke alt for længe siden var jeg til møde med den lokale IA gruppe og havde en meget interessant diskussion med bl.a. Eric Reiss. Han var af den klassiske opfattelse i forhold til blogs, at det blot at folk der skriver om deres hund og ikke mere. Siden da har jeg gået og tænkt meget over hvordan man netop bløder denne opfattelse lidt op, og er kommet til en delvis konklusion. Jeg var selv af denne opfattelse da jeg først hørte om blogs, og sådan havde jeg det vel i et halvt års tid. Primært fordi der intet teknologisk nyskabende er i det.
Jeg er kommet frem til at det netop er det at man engang i mellem (lav endelig ikke overkill) bringer lidt fokus på sit eget private liv, og dermed giver læserne et indblik i ens dagligdag. Uden dette er mediet bare traditionelt og mister sin voice.
blogging
|
kommentarer (2)
17. Jan 2005 02:22, jakeCaptive
Nu har jeg set denne sag været nævnt et par gange, og den er simpelthen så absurd at jeg bliver nødt til at nævne den her også.
En amerikansk varemærke-advokat har bedt Bloglines om at fjerne hans RSS feed fra deres side, pga. han mener de er et kommercielt foretagende. Det gør han fordi han bruger en "No Commercial Use" licens fra Creative Commons.
Selvom sagen er absurd, bringer den stadig et spændende emne op i debatten. Hvem kan bruge informationer fra RSS feeds? I givet fald kunne en hvilken som helst person udgive sig for at være mig og udgive mine feeds som en del af hans eget website. Det er der intet der holder ham/hende fra at gøre. Det rejser også en spændende debat om hvor vidt CC går. Hvad siger I, danske bloggere?
blogging
|
kommentarer (11)
15. Jan 2005 12:39, jakeCaptive
David Kirkpatrick der for noget tid siden skrev en glimrende artikel om blogging, som jeg siden har printet og uddelt til utallige mennesker, har nu skrevet en ny artikel til Fortune om emnet.
Han tager denne gang udgangspunkt i Steve Hayden fra Ogilvy & Mather, som har en række ganske spændende holdninger vedrørende blogging. Da jeg tidligere har arbejdet i reklamebranchen finder jeg det jo selvfølgelig yderst interessant, men også mest fordi at blogging bliver et af de felter Captive virkelig ønsker at slå sit navn fast ved.
Blogs kan bruges som en tillidsvækkende kilde
I fremtiden (som ikke er ret langt væk) vil jeg læse på weblogs før jeg køber, fremfor at læse i magasiner og andre medier. Jeg har senest kigget lidt på biler, og har i den forbindelse læst lidt i nogle danske magasiner. Men fik først rigtig fat i hvad det var jeg skulle bruge da jeg så amerikanske initiativer som Autoblog. Steve Hayden nævner senere i artiklen Roadfly som sin foretrukne kilde efter information om sin Porsche Cayenne - der er en smule over min prisklasse. Det er også ganske interesant at han ser diskussionsfora som en slags lav-teknologisk forgænger til weblogs.
Blogs kan give virksomheder pålidelig markedsresearch
Steve Hayden fungerer som IBMs Account Manager hos Ogilvy, og har i den forbindelse taget initiativ til at IBM skulle holde øje med en række af de største open source relaterede weblogs. Dette har de brugt til udarbejdelse af IBMs storstillede reklamekampagne vedr. open source, så man vidste at de emner kan berørte var vigtige for beslutningstagerne indenfor open source i dag.
Kunder kan få afløb for positive og negative holdninger og kan bruges som et virkelighedscheck
Weblogs er ikke som reklamer, de er ikke nødvendigvis 100% positive eller 100% negative overfor et produkt. Dette skaber et mere nuanceret overblik over et givent produktmatrix, og gør det muligt for kunderne at vælge det bedste produkt for dem. Som Steve Hayden også nævner er det dog ikke nødvendigvis altafgørende for en virksomhed at der bliver skrevet negativt om den, da det i sidste ende er mange andre ting der spiller ind.
Blogs kan hjælpe virksomheder med at nå et indflydelsesrigt publikum
Da IBM lancerede deres storstillede reklame til Superbowl, holdt de vejret og lagde indslaget op på deres website så det var linkbart. Alle de store, pålidelige, weblogs skrev med det samme om reklamen og det gav 30.000 downloads. Ganske viralt.
Til sidst nævner han at der nu er halvanden million weblogs hos Spaces - en lidt skræmmende tanke, men som jeg har nævnt før så fører det forhåbentlig til at mange vil få øjnene op for mediet fremfor at det vil dræbe det.
blogging
|
kommentarer (0)
13. Jan 2005 00:01, jakeCaptive
Jeg er klar over at jeg skal passe på med at lave en masse korte indlæg bare med links, men denne her bør læses - det er kvali-vare for alle der interesserer sig for blogging med forretningsorienterede briller på.
blogging
|
kommentarer (1)
10. Jan 2005 03:39, jakeCaptive
Vel-orienterede Trine-Maria Kristensen skriver pt. meget godt på sin blog, og det seneste skud på stammen er 3 gode grunde til hvorfor virksomheder (alle!) ikke bør ignorere weblogs' betydning for deres fremtidige udvikling.
blogging
|
kommentarer (0)
6. Jan 2005 03:06, jakeCaptive
Scoble henviser på sin weblog til et interview med Bill Gates, hvor Gates erklærer at Spaces har tæt på 1 million oprettede blogs - det lyder lidt for vildt for mig. Man kan så håbe at de personer får en så ubehagelig oplevelse med Spaces, men en dejlig med blogging, at de nu bevæger sig over til bedre alternativer.
blogging
|
kommentarer (1)
3. Jan 2005 12:28, jakeCaptive
Nordmanden Anders Jacobsen har valgt at hver gang man linker til diverse nødhjælpsorgansationer han har listet på sin weblog (og samtidig linker til ham) så giver han $1 til nødhjælpsarbejdet. Endnu et fremragende initiativ, kan kun opfordre til at gøre både dette og at give jeres AdWords penge til nødhjælp.
Links:
Internationale nødhjælpsorganisationer:
UNICEF (United Nations Children's Fund)
United Nations' World Food Programme
Medecins Sans Frontieres / Doctors without Borders (donate!)
CARE International
The International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies
UK/Europa:
Disasters Emergency Comittee (DEC) - comprises a raft of aid agencies, including the below and others
British Red Cross
Save the Children UK
Nord Amerika:
American Red Cross
Canadian Red Cross
Save The Children
blogging
|
kommentarer (0)
1. Jan 2005 10:04, jakeCaptive
Den fremragende Andy Budd fra Message, har taget initiativ til en indsamling blandt bloggere til gavn for de udsatte i Sydøstasien. Godt gået!
Opdatering: Jeg fik selv lige et helt andet syn på sagen da jeg så disse to billeder på Wikipedia.
blogging
|
kommentarer (0)